Autentisk svensk natur, fiskeri og den perfekte børnestrand
Købmandsgården ligger i det lille landsamfund Vägla, en idylisk perle små 100 km nordøst for Helsingborg. Vägla er særligt kendt for sine 3 store og smukke sammenhængende søer Vittsjö, Svartasjö og Väglasjö og ikke mindst for den særdeles gode børnestrand. Søerne er centrum for aktiviteter det meste af året.
Om sommeren får søerne hurtigt en meget behagelig temperatur, da de er ret lavbundede. Den lokale forening for bevarelse af søerne lægger hvert år nyt sand på stranden, så den altid er lækker og der er sandbund til ungernes pjasken. Vandkanten er ideel for de helt små børn.
Der er investeret i en helt ny badebro som kan bruges til udspring, solbadning eller til at lægge til med kano eller robåd. Der findes desuden omklædningsrum, udedas samt grill og masser af borde og bænke. De lokale Vägla-boere skiftes til at sikre at stranden er indbydende hver eneste dag hele sommeren!
Sommer samt forår og efterår er det oplagt at sejle en tur på søen. Til huset hører en robåd samt selvfølgelig redningsveste til børnene. Vi kan klart anbefale en stille aftentur, hvor de eneste lyde, der høres er plasken fra årene og fiskene.
Mange kommer til Vägla for at fiske. Her er gode muligheder for at fange regnbueørred, gedde, aborre og skalle. Fiskeriforeningen er meget engageret i vedligeholdelse og udvikling af søerne. Indtægten fra salg af fiskekort bruges til indkøb af nye fisk og sidste års testfiskeri viste da også at antallet af fisk såvel som variationen af arter har været stabil de sidste mange år. Og selvom den nye odder spiser fisk, ses den som et tegn på at diversiteten i og ved søerne er høj og hilses derfor velkommen.
Om vinteren er der gode muligheder for at søen fryser til is. Og efter en længere frostperiode kan isen være tyk nok til at det er muligt at gå på den (det er dog vigtigt at være sikker på at isen kan bære!). Det er en helt særlig oplevelse at gå tur på “vandet” og vende udsigten om… Der er naturligvis her også gode muligheder for at stå på skøjter.
Vägla ligger midt ude i de store smålandske skove, så her er et fantastisk plante- og dyreliv. En kæmpestor fiskeørn har sit faste ynglested ved en af søerne og fiskeørnens ankomst omkring 1. april signalerer for mange forårets komme. Derudover er Vägla-søerne samlingssted for et utal af gæs, ænder og traner og senest har en odder bosat sig i de smukke omgivelser.
I sæsonerne er skovene fyldt med blåbær, kantareller, tyttebær og de sødeste skovjord- og hindbær. Dyrelivet er fantastisk og der er masser af gæs, ænder, traner, store rovfugle, vilde kaniner, harer, vildsvin, rådyr og selvfølgelig elg. Hver sæson, ja hver eneste dag, er helt unik i sin skønhed. Billeder har som bekendt svært ved at gengive naturens faktiske skønhed. Men her kommer et forsøg…