Svensk landidyl når det er bedst
Få et pusterum på vores smålandske gård midt i den svenske landidyl. Her er det muligt at leje vores skønne nyrenoverede lejlighed for 2 personer med alt som behøves for hygge og afslapning.
Lejligheden er utroligt godt indrettet med fokus på nærvær og samvær.
I det store rum findes et helt nyt køkken (fra 2024) med spiseplads. Her sætter kun ens egne ambitioner grænserne for de kulinariske udfoldelser, idet køkkenet er udstyret med kombiovn, induktionsplader, emhætte, køleskab med fryseboks samt opvaskemaskine.
I den anden ende af det store rum står en stor og behagelig sofa med rigelig plads til to, hvad enten man sidder eller ligger. Herfra kan man følge med i køkkenaktiviteterne, læse en bog eller se en film på det store TV.
I hjørnet af rummet står en stor dobbeltseng. Tv’et kan desuden enkelt rulles mod sengen, hvis man heller vil se filmen her.
Køkken, sofa og seng er centreret imod en hyggelig brændeovn med glasfront. Det er let at tænde op og den levende ild skruer ekstra op for hyggen!
I lejligheden er et nyt badeværelse med bruseniche. Toilettet ser ud og føles som et almindelig toilet, men det er faktisk et muldtoilet. Det vil sige at der ikke er træk-og-slip funktion, idet det på smarteste vis komposterer rester. Selvom det (for nogle) virker meget anderledes, fungerer toliettet virkelig godt og er overraskende lugtfrit. Og så sparer man på vandet 🙂
Fra stue-sektionen er udgang til en lille vestvend træ-terrasse, hvor man kan nyde aftensolen med et glas vin (eller hvad man nu engang synes hører sig til).
Gårdens mange fine høner og ænder går ofte frit og de kommer i så fald ofte helt op til terrassen og hilser på. Om aftenen går de selv ned til hønsehuset, hvor de kan sove i sikkerhed om natten.
Sidder man på terrassen får man med sikkerhed også besøg af mindst en af gårdens fem katte. De er alle utroligt sociale og kælne og nyder at have gæster på gården.
Gårdens to hunde, en Staffordshire Bullterrier og en Old English Bulldog, bor i den indhegnende have på bagsiden af lejligheden. De er gode venner med både høns og katte og elsker at følge med i hvad der foregår.
Udover høns, ænder, hunde og katte har vi også to ponyer på gården, to meget søde og venlige Gotlandsruss. Ponyerne går i løsdrift, dvs. de har base i deres åbne “stald”, men kan altid bevæge sig frit på deres ca. 2 hektar natur-fold.
Tidligere havde vi endvidere får og grise, men tiden slog desværre ikke helt til. Forhåbentlig kan disse hyggelige dyr finde vej til os igen en dag…
Noget af det mest fantastiske ved landlivet her på gården, er den helt unikke ro og fred. Stilheden er markant og befriende, kun afbrudt af hanens galen, en jægers fjerne skud i skoven eller en traktor som kører forbi. Stilheden og roen opleves også, når man bevæger sig rundt i området. Og måske bliver man overrasket af en hjort, en elg eller en ræv som skynder sig forbi og videre ind i skoven…
Lejligheden er perfekt for to personer uden husdyr hvad enten det er som par, venner eller familie. Ønsker man at tage med et mindre barn eller medbringe en hund, så send en forespørgsel og vi finder sandsynligvis en løsning.